Nærværende, sofistikeret og fremragende
At bruge to timer af sin fredag aften på at glemme tid, sted, stress og bekymringer er mere værd end penge. Chaerin Im og hendes kolleger skabte en intim atmosfære på Jazzhus Montmartre gennem intens og fremragende jazz.
Af Theo Pallesen
Den koreanske jazzpianist Chaerin Im (임채린) gæstede København fredag aften som en del af trioen Jasper Høibys 3Elements, bestående af den danske kontrabassist Jasper Høiby, hollandske trommeslager Jamie Peet og Chaerin Im på klaver.

Fredag aften i Københavns centrum
Weekenden begynder med 15 °C lunt solskin under en delvist overskyet himmel. Byens støjniveau stiger, som eftermiddagen bliver til aften. Men på Jazzhus Montmartre sætter den koreanske pianist Chaerin Im sig roligt ved Steinway-flygelet, mens den dovne, københavnske solnedgang udfører sit aftensritual.
Et øjebliks stilhed bliver afbrudt, da Chaerin Ims lette fingerspil udfører et beskedent riff, der fylder hele koncertsalen.
Derfra er publikum som hypnotiseret af den elegante og betagende harmoni mellem kontrabas, klaver og trommer.
Trioen lægger ud med nummeret Conversation of Hope: en konfliktfri dialog mellem tre musikalske elementer, der giver publikum håb om, at meditation, fokus og nærvær stadig findes i denne accelererede verden. De mange gæster i lokalet vidste ikke på forhånd, at det var netop denne oplevelse, de havde brug for som begyndelsen på deres weekend.
Jasper Høibys 3Elements fortsætter med nummeret Flying – et stykke, hvor Chaerin Ims hænder danser så let og hurtigt over tangenterne, at man et øjeblik tror, hun må have flere fingre end menneskeligt muligt. Musikken sender publikum på en behagelig svævetur.
Den modne, yndefulde lyd fortsætter hele aftenen, indtil koncerten afsluttes på romantisk vis med Lovesong.
Da showet slutter, vender publikum atter tilbage til virkeligheden og udviser taknemmelighed for den rejse, de har været på. Der er næppe nogen i Jazzhus Montmartre den aften, der har fortrudt billetkøbet.

Chaerin stormer frem
Chaerin Im er oprindeligt fra Seoul, men har base i Amsterdam, hvor hun har studeret ved det hollandske musikkonservatorium.
2024 blev et gennembrudsår for Chaerin Im. Hun optrådte på den prestigefyldte North Sea Jazz Festival og fulgte op med både en koreansk og europæisk turné i efteråret. Men året bød ikke kun på store scener – Chaerin modtog også flere betydningsfulde anerkendelser. Hun blev blandt andet udnævnt til Årets unge kunstner af den hollandske avis NRC.
For under to måneder siden udgav hun sit første soloalbum, Midnight Resets – en stærk debut, der blander jazz, elektronik og melankoli med en filmisk nerve.
Gennem sin eksperimenterende og moderne fortolkning af jazz har Chaerin Im positioneret sig som et af de mest spændende nye navne på den europæiske jazzscene.