Første Marts-Bevægelsen (3·1절)
Af: Theo Pallesen
Det er en 107 år gammel koreansk mærkedag, der markerer starten på Koreas kamp for uafhængighed i 1919. Den 1. marts 1919 skulle vise sig at blive startskuddet på en række forfærdeligt blodige demonstrationer, hvor mange tusinde koreanere ofrede deres liv for fædrelandskærligheden. I dag fejrer man de demonstranter, som ikke døde forgæves.
Den 1. marts 1919: En historisk dag
I 1910’erne var Korea ikke, som vi kender det i dag. Det var ikke opdelt i nord og syd; det var kun én stat. Derudover var Korea under japansk kolonistyre, og det var netop dette, mange koreanere ikke var tilfredse med. På dette tidspunkt i historien var Woodrow Wilson USA’s præsident. Præsident Wilson havde en række principper om national selvbestemmelse, som inspirerede koreanerne. Dermed blev en uafhængighedserklæring udarbejdet af koreanske studerende i Tokyo. Den 8. februar 1919 blev uafhængighedserklæringen annonceret og offentligt distribueret af ’Koreansk Ungdoms Uafhængighedsorganisation’ (조선청년독립단). Herefter blev den sendt til den japanske regering, hvilket udløste en massearrestation af koreanske studerende, der havde medvirket til at skrive dokumentet.
Få uger senere, den 1. marts 1919, blev uafhængighedserklæringen underskrevet af 33 forskellige respekterede koreanske ledere. De havde forskellige baggrunde og repræsenterede forskellige sektorer af det koreanske samfund. Underskrifterne kom blandt andre fra sociale, kulturelle, intellektuelle og religiøse ledere. Nyhederne om uafhængighedserklæringen startede i Seoul, og blev efterfølgende delt igennem hele Korea og læst højt i offentligheden. Undertrykkelse, diskrimination og uretfærdighed er blot nogle af de udtryk, der blev brugt i uafhængighedserklæringen (3·1독립 선언서) til at beskrive koreanernes forhold til det japanske kejserrige. Det motiverede mange koreanere til at ytre deres patriotisme og kærlighed til fædrelandet, Korea. Det kickstartede adskillige demonstrationer, der fik den japanske autoritet til at gå i panik, på trods af at koreanerne konstaterede demonstrationerne fredelige. Det japanske politi brugte voldelig magt for at standse demonstrationerne, hvilket resulterede i dødsfald og flere arrestationer. Men det lykkedes ikke at standse demonstranterne. Samme dag startede flere og flere demonstrationer i forskellige koreanske storbyer. Demonstrationerne fortsatte gennem hele foråret 1919, og de blev kun større og større. Flere koreanere blev gjort opmærksomme på nationens undertrykkelse, og demonstrationerne bekræftede opfattelsen af, at Japan ikke havde nogen intentioner om at give Korea selvstændighed.
Eftermæle
Der er delte meninger om, hvorvidt bevægelsen var en succes eller en fiasko. Korea opnåede ikke de resultater, de havde håbet på, på kort sigt. Korea skulle vente til afslutningen på Anden Verdenskrig, 26 år senere, før de kunne kalde sig en selvstændig nation. Selvstændighedsdagen, 15. august 1945, er også blevet Sydkoreas nationaldag. Nordkoreas nationaldag fejres den 9. september, der markerer dagen i 1948, da Kim Il-sung (김일성) blev landets første leder.
Ikke desto mindre har den 1. marts en helt speciel plads på den koreanske kalender. På trods af at de mange aktive demonstranter skulle vente lang tid på det ønskede resultat, har bevægelsen opnået et eftermæle, der fylder meget i den koreanske historie. Mange koreanere bruger 1. marts på at mindes de mange ofre, der havde en enorm mængde ære, mod og stolthed. En af væsentlighederne ved bevægelsen er, at det ikke var en konge, politiker eller anden autoritet, der opfordrede til demonstrationerne. Det var udelukkende folkets motivation og folkets vilje. Dette var bevis for en hel nation, at man ikke havde brug for en konge til at forene folket. Derfor symboliserer bevægelsen starten på en republik. Det menes, at bevægelsen har været en stor del i at forme den nationale identitet og har en stor betydning for Republikken Koreas forfatning i dag.
Forskellige perspektiver i Nord- og Sydkorea
Nord- og Sydkorea har ofte to vidt forskellige perspektiver på deres fælles historie, og det er også tilfældet, når man hører om 1. Marts-Bevægelsen. I Den Demokratiske Folkerepublik Korea, bedre kendt som Nordkorea, undervises begivenheden som et vendepunkt, da 6-årige Kim Il-sungs familie begyndte at lede an på vejen mod uafhængighed. I nordkoreanske historiebøger kan det læses, at Kim Il-sungs onkel, Kang Jin-sok (강진석), udråbte ordene: ”Længe leve koreansk uafhængighed,” og budskabet spredte sig som en bølge gennem hele landet. Derudover mener nordkoreanerne, at bevægelsens midtpunkt var i Pyongyang og ikke Seoul. På trods af at de to stater fortæller forskellige historier om selve begivenheden, er der en vis grad af enighed om, at bevægelsen ikke skabte øjeblikkelig selvstændighed. Dog siges det i Nordkorea, at det var grundet manglen på Kim Il-sungs lederskab.
En dag at mindes og ære
I dag er det 107 år siden, at uafhængighedserklæringen blev underskrevet, og de revolutionerende demonstrationer begyndte. Kampen for et frit og selvstændigt Korea blev igangsat, og det kan argumenteres, at det var starten på det moderne demokratiske republik-samfund, Sydkorea er i dag. Historien fejres både i Nord- og Sydkorea, hvor man på hver sin måde hylder landets historie og fortidens patrioter. Den 1. marts 1919 er muligvis den mest definerende dag i Koreas stolte historie, og det ærer koreanerne i dag.
Journalistens note:
Denne artikel blev oprindeligt udgivet den 1. marts 2025 på journalisthøjskolens daværende platform, Mediajungle. Siden da er der foretaget enkelte redigeringer, herunder justering af årstal.
