15. august – Sydkoreas nationaldag (광복절)
Den 15. august har en særlig plads i Koreas Historie. Datoen markerer både frigørelsen fra japansk kolonistyre i 1945 og grundlæggelsen af Republikken Korea (Sydkorea) i 1948. Disse to begivenheder hænger tæt sammen, men de adskiller sig både politisk og historisk.
Af Theo Pallesen
1945: Frigørelsen fra kolonistyret
Fra 1910 til 1945 var hele Korea under japansk kolonistyre. Besættelsen medførte omfattende politisk kontrol, økonomisk udnyttelse og kulturel undertrykkelse. I slutningen af Anden Verdenskrig led Japan militære nederlag, og efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki samt Sovjetunionens krigserklæring mod Japan, overgav landet sig den 15. august 1945.
I Korea betød dette formelt afslutningen på 35 års kolonistyre. Dagen blev kendt som Gwangbokjeol (광복절), “Genopretningsdagen”, der symboliserede en genoprettet national frihed.
Kildekritisk set er det vigtigt at bemærke, at frigørelsen ikke skyldtes en intern koreansk militær sejr, men primært var et resultat af de allieredes krigsførelse mod Japan. Koreanske uafhængighedsbevægelser havde eksisteret både i og uden for Korea, men deres direkte militære rolle i selve befrielsen var begrænset.
Mellem 1945 og 1948: Fra frigørelse til deling
Befrielsen betød ikke øjeblikkelig selvstændighed. I stedet blev Korea opdelt i to besættelseszoner ved den 38. breddegrad:
- Sovjetisk kontrol i Nord.
- Amerikansk kontrol i Syd.
Denne opdeling var oprindeligt tænkt som midlertidig, men den kolde krigs begyndelse forhindrede en samlet koreansk regering. USA og Sovjetunionen oprettede hver deres administration, og spændingerne voksede.
1948: Grundlæggelsen af Republikken Korea
Efter mislykkede forsøg på at skabe en samlet koreansk stat besluttede FN i 1948 at afholde valg i hele Korea. Nord nægtede at deltage, og valget blev kun afholdt i Syd. Den 15. august 1948 blev Republikken Korea officielt erklæret i Seoul, med Syngman Rhee (이승만) som første præsident. Datoen var bevidst valgt for at falde sammen med treårsdagen for frigørelsen.
Vigtigt er det at understrege, at selv om Sydkorea blev internationalt anerkendt som en selvstændig stat, var det kun en del af det historiske Korea, der nu blev regeret herfra. Nordkorea erklærede sin egen stat den 9. september 1948. Dermed blev den politiske deling af halvøen en realitet.
Historisk betydning og eftertidens fortolkninger
I Sydkorea fejres 15. august som nationaldag, både som minde om frigørelsen i 1945 og som fødselsdagen for republikken i 1948. Den dobbelte betydning har givet dagen en særlig status, men også skabt plads til forskellige politiske fortolkninger:
- Nogle lægger vægt på 1945 som et symbol på national enhed.
- Andre ser 1948 som den egentlige begyndelse på den moderne sydkoreanske stat.
Denne dobbelte betydning gør dagen til et stærkt symbol, men minder også om, at vejen fra kolonistyre til selvstændig stat hverken var lige eller uden omkostninger.
Interview med sydkoreansk studerende – Chaeyoon Lee (이채윤), 21 år:
Hvordan oplever du 15. august som ung sydkoreaner?
”Jeg oplevede ikke selv uafhængighedsdagen, så for mig er det bare som enhver anden helligdag. Da jeg var barn, plejede min skole at afholde en tegnekonkurrence for at mindes dagen, som jeg deltog i. Nu plejer jeg bare at følge med i helligdagens ceremoni på TV.”
Synes du, at 1945 eller 1948 er vigtigst?
”1945 er klart vigtigst. I historieundervisningen på koreanske skoler lægges der stor vægt på den japanske besættelse. Vi lærer at leve os ind i nationens lidelser og anerkender de mange uafhængighedsaktivisters ofre, så befrielsesdagen, som markerer friheden fra den modgang, har en tendens til at blive set som mere meningsfuld.”
Hvad håber du, dagen vil betyde i fremtiden?
”Jeg håber, at det bliver en dag, hvor efterkommerne af uafhængighedsaktivisterne i det mindste får nogle fordele, og hvor deres bidrag bliver husket. Der var engang et ordsprog, der sagde, at ”tre generationer ville blive ødelagt”, hvis nogen deltog i uafhængighedsbevægelsen. Jeg synes, at nationen bør sikre, at et sådant ordsprog aldrig bliver til virkelighed ved at vise respekt, tilbyde fordele og udtrykke taknemmelighed for dem, der kæmpede for uafhængighed.”
